“Langt fra alt bliver bedre af at gå stærkere”

Ord og foto: Rasmus Rørbæk

Samsø modtager hvert år op mod 350.000 gæster fra ind- og udland. Langt de fleste ankommer med færgerne fra Hou, Aarhus og Kalundborg og kommer for at opleve et sted, de ikke kan finde andre steder i Danmark.

Samsøs gæster gav klare svar, da de blev spurgt om deres tanker om at få nemmere adgang til Samsø via en fast broforbindelse. I rundspørgen fra 2023 er to af de mest markante svar, at Samsø er noget særligt, fordi man skal sejle hertil, og at Samsø vil miste sine kvaliteter som feriedestination med en fast forbindelse.

Hvad gemmer sig bag de klare svar, hvis gæsterne får mulighed for at sætte flere ord på? I sommeren 2025 fik tre gæster muligheden for at sætte deres egne perspektiver på det, der er særligt for dem ved Samsø – og det velkomne besvær, det er at komme hertil.

Stine:

Hurtigfærgen mellem Sælvig og Aarhus hedder Lilleøre. Det tager en time at krydse Kattegat, og hver sommerferiedag kommer mange gæster på besøg ad den vej. Blandt andet Stine, der er på vej hjemover til Aarhus nu. Hun har brugt dagen på at cykle rundt og få det, hun kalder en sjælepause i naturen.

“Jeg kom forbi et skilt herovre, der var formet som et hjerte. Der stod Giv dig tid på det. Det opsummerer på mange måder det, som gør både sejlturen og Samsø til noget særligt. Jeg trækker vejret lidt dybere og er mere til stede både i naturen og i mine tanker. At være i transit fra vand til land – fra et element til et andet – markerer en overgang og en bevidstgørelse af mit tilstedevær.

Hvis man erstatter det med en bro, så risikerer man, at det forsvinder, og Samsø bliver bare et sted, man kører henover på vej til noget andet. Men Samsø er jo netop en ø, man skal ankomme til. Den lille pause, færgen giver, betyder, at jeg kan give mig tid til mine tanker. Jeg kan kigge ud på horisonten og tænke store tanker, for dem er der god plads til derude.”

Henrik:

Man kan sige, at Henrik har giftet sig ind i Samsø, fortæller han med et smil. Han har taget sin mor med på besøg hos svigerfamilien, der bor på øen. Fra Ballebjerg ser de over på Tunø, som de plejede at sejle til, da Henrik var barn. Det gør udsigten speciel for dem, da snakken falder på muligheden for at stå og se på en motorvejsbro over Kattegat:

“Det er mange penge værd ikke at skulle se på en bro heroppefra. Det er ærgerligt at forestille sig en motorvejsbro fra Samsø og over til Jylland, som vil overtage horisonten og dermed sindet, når man står her.

Jeg har vanskeligt ved at forstå meningen bag et kolossalt projekt, der har en relativt lille tidsgevinst. Vi burde have teknologien til at gøre det smartere. Jeg har hørt, at færgeruten mellem Jylland og Sjælland lige har investeret massivt i batteridrevne færger.

Vi har alle muligheder for at tænke anderledes, hvilket jeg mener er behov for på mange planer: dette projekt vil ødelægge ø-følelsen, naturen og en unik perle i midten af Danmark. Den vil koste os noget vigtigt i dette samfund, noget vi aldrig kan få tilbage.”

Astrid og Vagn:

Samsø kan være mange ting for de 350.000 gæster, vi hvert år byder velkommen hertil. For Vagn, Astrid og resten af deres familie er Samsø-turen en 70-års gave med rockkoncert i Brundby og rundtur til nogle af øens yndlingspletter, med indkøb i vejboder og alle de andre gode ting, der hører sig til for dem.

“Det, der gør Samsø så speciel, er, at det føles som om, tiden har stået stille siden sidst. Selvfølgelig sker der forandringer, men den særlige atmosfære, man møder her, er noget ganske særligt, som man ikke finder mange steder i Danmark. Vi er her med vores voksne datter, og det er en gave for mig i mere end én forstand.

Det er fantastisk at få lov at opleve et sted, hvor kulturen stadig lever i det små, hvor man hilser på hinanden, og hvor både traditioner og fællesskab har værdi; det er livskvalitet i min bog. Jeg ville være ked af at se det forsvinde i jagten på mere hastighed og såkaldt effektivitet. Langt fra alt bliver bedre af at gå stærkere,” siger Vagn.