Danmark planlægger broer. Store broer. Visionerne er klare: Etableringsprojekter som Kattegatforbindelsen og Als-Fyn-forbindelsen skal reducere rejsetider, binde landsdele sammen og skabe vækst. Men hvad ligger bag skitserne?
For nyligt fik Danmark et kig ind bag de tanker, da forundersøgelsen til Als-Fyn-forbindelsen kom ud. Her på Samsø fik vi os et dejavue-øjeblik, da vi så rapportens forskellige pointer.

Forundersøgelsen lover 45 minutters kortere rejsetid mellem Sønderborg og Odense og en vis CO₂-besparelse fra trafikken. Men er det ikke meget dyrt, sådan noget?
Jo. Prisen er i første omgang 22 milliarder kroner, flere tunge lastbiler på Sydfyns landeveje, da der ikke skal etableres motorveje til ruten, og en markant risiko for at ødelægge bl.a. Natura 2000-områder.
Broen bliver ikke samfundsmæssigt rentabel på noget tidspunkt, for selv med en brugerbetaling på godt en hund hver vej, kommer staten stadig til at jagte halen på udgifterne, og skal dække halvdelen af udgifterne = 11 milliarder kroner.
Det er ikke os, der siger det. Forundersøgelsen viser selv de udfordringer:
💸 Er miljøet en pris, vi er villige til at betale?
Als-Fyn-forbindelsen vil kræve indgreb i beskyttede Natura 2000-områder. Rapporten nævner tunnelløsninger for at minimere skader, men det ændrer ikke ved, at projektet vil påvirke dyreliv og økosystemer i årtier.
Kattegatforbindelsen har lignende problemer, hvor havmiljøet oven i risikerer betydelig skade fra anlægsarbejdet og af den senere drift.
💚 Hvad sker der med CO₂-gevinsten?
For begge projekter nævnes CO₂-reduktioner i trafikken, men rapporterne viser, at disse gevinster forsvinder over tid. For Als-Fyn-broen reduceres trafikkens CO₂-aftryk umiddelbart efter åbning, men elektrificeringen af den danske bilpark gør, at gevinsten til sidst forsvinder, inden anlægsfasens store udledning er tjent ind på klimakontoen. Det samme gælder for Kattegatforbindelsen.
👎 Økonomien halter – igen
Hverken Kattegatforbindelsen eller Als-Fyn-forbindelsen vurderes at være samfundsøkonomisk rentable. Als-Fyn kræver et statsligt tilskud på 11 milliarder kroner, og Kattegatforbindelsen har endnu større økonomiske usikkerheder. Alligevel prioriteres bro-projekter over alternativer som el-færger, højhastighedstog og selvstyrende transportløsninger. Hvorfor?
🌱 Kan vi tænke anderledes?
At skabe forbindelser mellem landsdele handler om menneskers liv, samfundsøkonomi og bæredygtighed. Hvad nu, hvis vi først investerer i smarte transportløsninger og bæredygtige alternativer – og så ser, om vi overhovedet har brug for de broer?
⚓ Samsø vil en anden vej.
Vi arbejder aktivt for etablering af el-færger drevet af grøn energi fra Samsø. Rundt om i Danmark arbejdes der med at skabe fremtidens transportmuligheder med selvstyrende skibe, biler og tog, der kan forbinde landsdelene hurtigt og effektivt.
Det lyder måske som science-fiction-musik, men teknologien findes allerede, og den kræver mindre af vores økonomi og miljø.