En fremtid uden bro vil bringe Samsø substantielt videre  

En fremtid uden bro vil bringe Samsø substantielt videre  

En aktindsigt viser, at der foregår målrettede drøftelser mellem bl.a. Sund & Bælt og Transportministeriet om at bringe Kattegatforbindelsen ’substantielt videre’. Men hvad betyder den målsætning egentlig for dem? 

I september kunne man i Ingeniøren læse om tre undersøgelsespakker, som skal hjælpe med at drive broprojektet over Kattegat frem. Ifølge dokumenterne, vi har fået adgang til, har der været en længere dialog mellem Transportministeriet og Sund & Bælt, hvor disse pakker er udviklet med henblik på at skabe fremdrift i sagen. 

I de pakker, der diskuteres i aktindsigten, er der ikke en “nul-løsning”, hvor man undersøger konsekvenserne uden en etablering af den faste forbindelse. (foto: Rasmus Rørbæk)

Pakkerne skal undersøge konsekvenserne for økonomi og miljø ved mulige linjeføringer og brokonstruktioner, men overser én væsentlig mulighed: at droppe broprojektet til fordel for bæredygtige og mere tidssvarende alternativer.  

Det er positivt, at konsekvenserne bliver taget i betragtning for de berørte områder langs ruten, men når vi læser vendingen om at bringe projektet ”substantielt videre”, så ser vi et fokus på at fremme broen, så den kan få opbakning politisk.  

Syd for Samsø? 

I dokumenterne omtales også muligheden for en linjeføring syd om Samsø, som indebærer en kunstig ø og en broforbindelse på over 50 kilometer. Denne linjeføring, skrives der, medfører øgede tekniske udfordringer og projektrisici, herunder sikkerhed ved brand og evakuering, da der kan være op til 27 kilometer til nærmeste til- og frakørsel.  

Samsø Kommune opfordrer til, at alternative løsninger kommer på bordet, og at de forslag tager udgangspunkt i nutidens grønne transportformer og teknologiske muligheder. De stemmer bedre overens med Samsøs værdier og regeringens mål om en bæredygtig fremtid for landdistrikterne. 

Vi ønsker at deltage aktivt i processen og bidrage til at finde fremtidens transportløsninger, som beskytter Samsøs unikke ø-samfund og matcher nutidens klimaambitioner. Det er på tide at se fremad og ikke fastlåse fremtiden til en idé, der blev udtænkt for 20 år siden. 

Hvad er der i pakkerne?

Aktindsigten viser, at Sund & Bælt og Transportministeriet m.fl. har kommunikeret om en række forskellige muligheder for en videre proces, der med deres ord skal bringe projektet “substantielt videre”. I den del af dialogen, vi har fået aktindsigt i, fremgår der tre konkrete pakker med undersøgelser.  

Pakke 1: Fokuserer på at vælge mellem en vejforbindelse alene eller en kombineret vej- og baneløsning. Dette valg er grundlæggende for de videre undersøgelsestrin og den politiske beslutningsproces. Borgerinddragelse gennemføres i form af en idéhøringsfase, hvor offentligheden kan bidrage. De estimerede omkostninger for pakke 1 er ca. 250 mio. kr. 

Pakke 2: Bygger videre på resultaterne fra Pakke 1 og undersøger specifikt løsninger for landanlæg i Jylland og Samsø samt passage syd om Samsø. Resultaterne fra denne pakke kan informere en projekteringslov. Omkostningerne anslås til ca. 725 mio. kr. 

Pakke 3: Denne fase indebærer en beslutning om hele projektets linjeføring og den samlede løsning fra Jylland til Sjælland. Med en omkostning på ca. 1,165 mia. kr., er det den mest omkostningstunge pakke, der vil fungere som det endelige beslutningsgrundlag. Den omfatter en afsluttende høringsproces for offentligheden for at sikre input før den endelige vedtagelse. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *